luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere
Cafekoncert Café Blues Corner - Martin Blom

Café Blues Corner - Martin Blom



Martin Blom
Mange kender Martin Blom fra blues & rootsrockbandet Trouble Cats, og han er også ganske flittig med udgivelser og koncerter i eget navn.
Nye sange både på dansk og engelsk bliver ved med at komme frem i lyset. På sit seneste soloalbum “Forestillinger om verden” (2025) vandrer Martin Blom ud ad realiteternes landevej med originale danske tekster og en solid gang blues og singer-songwriter-stemning i bagagen.

Sangene bringer lytteren til de steder, hvor missilerne regner ned, hvor opfattelsen af “dem og os” breder sig som en pandemi. Det er også sange, hvor man kan stille spørgsmål som: Hvorfor giver du ikke mere af din rigdom, hvor er fuglene blevet af, og skal du absolut have den robotplæneklipper kørende? Mens man tænker over det, dukker Fanden selv op midt i det hele uden at være inviteret.
Håbet stikker heldigvis også hovedet frem og minder om, at vi ku’ da ta’ og mødes og se lidt mere til hinanden.

Live er der også plads til et par bluesklassikere, og måske (det er ikke til at vide) byder sætlisten desuden på sange af Bob Dylan, John Prine og Lowell George.

Fra anmeldelser af “Forestillinger om verden” (2025):
“Et klassisk, håndspillet album i spændingsfeltet mellem blues, rock og dansk visetradition. Martin Bloms sublime og stilmæssigt varierede guitarspil er rygraden i arrangementerne på de ti sange, og holdet bag ham er på samme niveau…. Forestillinger om Verden er et livsklogt og meget dansk album, sagt i den bedste mening; Martin Blom synger sine fine tekster helt uden manerer, med stor autoritet og i perfekt balance med instrumenteringen.”
(Magasinet All That, fire stjerner)

“Jeg hører lidt kristne undertoner i sangene ”Hvem er hvem” og ”Dine skatte på Jorden her”. Og den smukke ”Skaberværket” med enkelt sologuitarakkompagnement er næsten en salme. Musikken
på albummet er både varieret, meget kompetent og med god balance mellem akustiske og elektriske instrumenter. ”Forestillinger om verden” fortjener opmærksomhed.”
(Magasinet RootsZone)

“Det er det grundlæggende og almene, der har sangskriverens interesse for eksistentiel tydning.
“Forestillinger om verden” er et album, der fortjener mange lyttere, såvel blandt de gamle som nytilkommere. Hermed varmt anbefalet.”
(Bloggen Capac)

Fra anmeldelser af “Sange fra ødekirken” (2016):
”Musikalsk er der dømt smægtende toner fra blandt andet dobro- og slideguitar, og Blom synger med tilpas autoritet, så man tror på ham. Sange fra Ødekirken er en lille, men bundsolid udgivelse,
som oven i købet udkommer i flot bogform med tekster, billeder, relevante informationer og indlagt cd.” (Fire stjerner i Gaffa)
Om Martin Blom:
Martin Blom (født 1955), guitarist, sanger, sangskriver. Har udgivet tre album og en EP. Guitarist og sanger i Trouble Cats og i trioen Sidetrackers. Med de to bands har Martin Blom været nomineret til Danish Music Awards Blues fire gange. Desuden er spiller han indimellem duokoncerter med sin gode Trouble Cats-kollega Henrik Hansen, mundharpe, samt er guitarist hos Karsten Holm & band med koncertfortællingerne “Cash i kirken” (musik af Johnny Cash) og “Cohen i kirken”.
UDGIVELSER:
”Crossing The Water” – Martin Blom (2014) Album, cd, streaming
”Sange fra ødekirken” – Martin Blom (2016) Album, cd, streaming
”Lyset kommer igen” – Martin Blom (2018) EP, streaming
“Forestillinger om verden” – Martin Blom (2025) Album, cd, streaming

Dato
fredag 30. oktober 2026
Arrangør
Lokation
Tøjhuset
Start
15:00
Dørene åbner
14:00
Pladser
Siddepladser
GRATIS ADGANG

Følg os på Instagram #TOJHUSETFREDERICIA


Find vej