luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere
Nyhed Marie & Carl Nielsen

Marie & Carl Nielsen

Lotte Andersen, Live Strings & Nicolai Kornerup


MARIE & CARL NIELSEN – EN KÆRLIGHEDSHISTORIE FORTALT I ORD & TONER

 

Dyk ned i komponist Carl Nielsen og billedhugger Anne Marie Carl Nielsens utrolige liv, karriere og ægteskab, når skuespiller Lotte Andersen og strygekvartetten LiveStrings går sammen om en fantastisk koncertforestilling i foråret 2023.

 

 

Historien om én af Danmarks største komponister Carl Nielsen og hans hustru den anerkendte billedhugger Anne Marie Carl Nielsen bliver fortalt i ord og toner i en ny koncertforestilling, der rammer de danske koncerthuse i foråret 2023. Det bliver en helt unik oplevelse, når skuespiller Lotte Andersen fortæller århundredets kærlighedshistorie, oplæser udvalgte breve fra ægteskabets brevveksling, som behændigt flettes sammen med en vifte af Carls Nielsens mange vidunderlige kompositioner fremført af LiveStrings. Carl Nielsen har bl.a. skrevet ’Forunderligt at sige’, ’Tit er jeg glad’, ’Jens Vejmand’, ’Solen Er Så Rød, Mor’. 

 

Mange kender til Carl Nielsens musik, men de færreste kender til Anne Marie Carl Nielsens værker, der bl.a. tæller rytterstatuen af Christian 9. på Christiansborg Ridebane, og endnu mindre til den forskel, hun har gjort for efterfølgende kvindelige billedkunstnere. Hun veg aldrig fra sin kunstnergerning på trods af opslidende kriser; ofte var det Marie, som tjente pengene, og Carl, som blev derhjemme og passede børnene. Hendes ægteskab med Carl var enestående og moderne, og deres historie fortjener at blive udbredt i hele Danmark

 

I 2013 blev ægteparrets dagbøger, notesbøger og et hav af personlige breve offentliggjort. Skuespiller Lotte Andersen læste samtlige 1000 breve mellem Carl og Marie og blev fascineret af kærlighedshistorien mellem de to kunstnere og hun skrev brevromanen Carl og Marie i Kunst og i Kærlighed, udgivet på Gyldendals forlag. Sammen med LiveStrings, der er anført af Live Johansson, har de skabt en forestilling, der tager udgangspunkt i ægteparrets liv, samtid og kunst. LiveStrings fremfører Carl Nielsens kompositioner, der tæller både satser fra hans følelsesladede strygekvartetter og de folkelige sange, vi er vokset op med, og som lever i bedste velgående. Repertoiret byder selvfølgelig også på fællessang og overraskelser - og det hele bliver fremkaldt med strygekvartettens varme lyd.


Forestillingen efterlader publikum med en rørende beretning om et ægteskab i medgang og modgang, men også en relevant og vigtig historisk læring om kunstnerliv og noget så enestående som en kreativ karrierekvinde anno 1900, som matcher vores liv i 2023. Parrets samlede fortælling tjener som kæmpe inspiration for både det unge og ældre publikum og bør være en del af den danske kulturkanon. 

Dato
onsdag 22. marts 2023
Arrangør
FredericiaLive
Start
20:00
Dørene åbner
19:00
Pladser
Siddepladser
Forsalg
270,-
Medlem/studiekort
240,-
Dørsalg +25
Køb billet

Følg os på Instagram #TOJHUSETFREDERICIA


Find vej