Bjarke Falgren
Mange fremhæver den prisvindende og 4-dobbelte Danish Music Award vindende Bjarke Falgren, som en spillemand der som få, kan få sin 300 år gamle sigøjnerviolin til nærmest at tale. Og som få kan bringe smil og store følelser frem med sit udtryksfulde spil.
Nyt album
Falgren er en kunstner med sin helt egen tone og et originalt udtryk. Han er nu klar med hans andet album i eget navn: “Turkis” En farve der symboliserer forbundethed, og det er lige netop det Bjarke søger - at binde folk sammen på tværs af grænser og kulturer. Musik er noget vi har sammen og deler med hinanden. Musikken er ny, levende, sanselig og på samme tid følsom og legesyg men altid stærkt forankret i de musikalske rødder og den tidsløse og universelle gode melodi.
Om musikken
Sammen forløser hans band bestående af nogle af de bedste musikere i Skandinavien på bedste vis Bjarkes originale kompositioner med en rejse rundt i hele følelsesregistret. Fra det lyriske og melodiøse, til det virtuose, legende og rå-swingende udtryk. Musikken tager udgangspunkt i jazzen og er krydret med elementer fra en verden af musik, herunder bl.a. latin, folkemusik og den klassiske musik. “Med Bjarke Falgrens gruppe er der garanteret en passioneret, bevægende, nærværende og swingende koncertoplevelse på øverste hylde.”
En violin, der trækker vejret
Falgrens tilgang til violinen er fysisk, organisk og dybt intuitiv. Han taler om “vejrtrækningen i buen” og om at give plads – ikke bare mellem tonerne, men i dem. “Jeg har arbejdet med buen, som andre arbejder med stemmen. Som en vejrtrækning, hvor der hele tiden er luft med – også når man ikke siger noget.” siger Bjarke Falgren Mand og bue smelter sammen på Turkis med musik der er tilstede i nuet, der ikke vil vise sig frem, men vil invitere ind.
På det nye album Turkis viser Falgren sit store, musikalske vingefang. Fra de store melodier, de dansende rytmer, de poetiske øjeblikke til den dybe længsel. Men også stilhed. Langsomhed. Hos manden og i buen. Turkis er Bjarke Falgrens andet album i eget navn efter en lang karriere, hvor han har spillet og indspillet med en række fremtrædende musikere, både på den danske og internationale scene. Han spiller stadig i mange konstellationer, men med Turkis sætter han to streger under sin solo-karriere. Med et album, der er hans mest personlige til dato.
“Musikken er formet af de steder, jeg har været, og de mennesker, jeg har mødt. Hver kultur har sin egen lyd og sit eget klima – og gennem min musik forsøger jeg at finde en universel melodi, der skaber forbindelse, når ordene ikke rækker”, siger Bjarke Falgren.
Kvarteten består af:
Bjarke Falgren - violin/viola
Jakob Holm - guitar
Morten Lundsby - kontrabas
Anders Holm - trommer
|
Dato
fredag 21. maj 2027
|
|
Arrangør |
FredericiaLive
|
Lokation |
Tøjhuset |
Start |
20:00 |
Dørene åbner |
19:00
|
Pladser |
Siddepladser |
Forsalg |
220,- |
Medlem |
190,- |
Dørsalg +25,- |
|