FredagsJAM - Old Folks
Kom til fredagsJAM og nyd en fyraftensøl med dejlig live musik i caféen i selskab med Old Folks.
Old Folks består af 5 rutinerede musikere fra Fredericia og Kolding og omegn, som har fundet sammen i en fælles glæde over at spille både kendte og ikke helt så kendte standards fra den amerikanske jazztradition i egne arrangementer. På repertoiret er melodier som All of Me, The Nearness of You, In a Mellow Tone og Misty.
På sax er det Bjarne Overgaard Pedersen, der har der har været en del af den Fredericianske musikscene i mange år. Han har tidligere spillet i Fredericia Big Band i mange år, og spiller nu i Almost Big Band og Jazzband Kolding.
På klaver og trombone er det Hans Martin Bang. Hans Martin er kendt fra mange sammenhænge og har spillet både jazz og dansemusik i mange år, bl.a. i Fredericia Big Band. Aktuelt spiller han, foruden i Old Folks, også i Jazzband Kolding, Almost Jazz Big Band og Jelling Big Band.
Guitaren betjenes af Jørgen Haugaard, der har en meget bred musikalsk baggrund og spiller både i Kolding Kammerorkester, Jazz Band Kolding samt i forskellige rock- og folkemusiksammenhænge.
Torben Hansen lægger bunden i orkestret med sin kontrabas. Han har spillet i forskellige genrer, og spiller også i Almost Jazz Big Band. Han befinder sig især godt i mindre grupper, hvor der er mulighed for at præge musikken med improviserede basgange, der binder harmonierne sammen.
Sidst, men ikke mindst, har vi Jens Ringstrøm på trommer. Jens er det nyeste medlem af orkestret, men absolut ikke den mindst erfarne. Han har spillet både i big bands, mindre jazzbands samt rock og pop. Med sit stabile trommespil får han melodierne til at swinge, så man ikke kan lade være med at vippe med fødderne.
Line-up:
Bjarne Overgaard - sax
Hans Martin Bang – klaver og trombone
Jørgen Hausted - guitar
Torben Hansen - bas
Jens Ringstrøm - trommer
Old Folks åbner fredagsJAM med en koncert og herefter er scenen åben for alle med noget på hjerte. Så grib dit instrument og kom og skab nye musikalske forbindelser.
På scenen forefindes flygel, trommesæt, guitar- og basforstærker samt mikrofoner.
Dørene åbner: 14:00
Koncertstart: 15:00
Arrangør: FREDERICIA LIVE
Støttet af Musikaftenskolen Lillebælt, Spar Nord Fonden, Nordea-fonden og EWII.