FredagsJAM - Red Gazelle Trio
Kom til fredagsJAM og nyd en fyraftensøl med dejlig live musik i caféen i selskab med Red Gazelle Trio.
Ved at blande melankolsk poesi med rå energi har Red Gazelle Trio etableret sig som en markant stemme i nordisk jazz.Trioen, der består af guitarist og komponist Kristoffer Vejslev, bassist Peter Price og trommeslager Simon Forchhammer, har skabt et udtryk præget af lyriske melodier, inciterende grooves og et intuitivt sammenspil, forfinet gennem mange års fælles musikalsk rejse.
Efter deres anmelderroste album Udkig (2018) og In The Midst Of It All (2021) præsenterer de nu On A Human Level (2025) – en udgivelse, der udvider deres klangunivers med saxofonisten Ned Ferm og trompetisten Jakob Sørensen og kredser om livets store
temaer: liv, død, kærlighed og forandring.
Beskrevet i Politiken som stille og nænsomt dragende folder Red Gazelle Trios lyd sig ud som en rejse – en musik, der langsomt lister sig ind på lytteren og trækker én ind. Fra drømmende lydlandskaber til pulserende rytmer skifter trioen ubesværet mellem fri improvisation og fængende melodier. Med omfattende international presseomtale, solid radio tilstedeværelse og en lang række koncerter i hele Danmark fortsætter Red Gazelle Trio med at udforske nye retninger inden for nordisk jazz – og skabe musik, der er lige så grænseløs som den er nærværende.
Line-up:
Kristoffer Vejslev - guitar og komponist
Peter Price - bas
Simon Forchhammer - trommer
Red Gazelle Trio åbner fredagsJAM med en koncert og herefter er scenen åben for alle med noget på hjerte. Så grib dit instrument og kom og skab nye musikalske forbindelser.
På scenen forefindes flygel, trommesæt, guitar- og basforstærker samt mikrofoner.
Dørene åbner: 14:00
Koncertstart: 15:00
Arrangør: FREDERICIA LIVE
Støttet af Musikaftenskolen Lillebælt, Spar Nord Fonden, Nordea-fonden og EWII.