SVARTSOT
SVARTSOT blev grundlagt i 2005 som Danmarks første folkmetalband, og har siden været instrumentel i etableringen af den hjemlige folkmetal-scene. Bandets unikke stil er bastardafkommet af mødet mellem folk-og middelaldermusikkens fængende melodier og dødsmetallens rå energi.
Mens rytmeguitar, bas og trommer lægger et solidt fundament til autentiske toner på mandolin, sækkepibe og fløjter, bygger leadguitar en bro mellem de to verdener. SVARTSOTs growlede og overvejende dansksprogede tekster inspireres af gamle fortællinger fra Danmarks væld af folkesagn og historie.
Efter udgivelsen af demoerne Svundne Tider (2006) og Tvende Ravne (2007), udgav SVARTSOT tre album på Napalm Records: Ravnenes Saga (2007), Mulmets Viser (2010) og Maledictus Eris (2011).
Albummet Vældet (2015) blev udgivet i samarbejde mellem bandets eget selskab, Of Wood And Iron Productions, og det ungarske selskab Nail Records. I 2022 udgav SVARTSOT en samling genfortolkede folke- og middelalderviser på albummet Kumbl, som udkom på det danske selskab Mighty Music.
I forbindelse med SVARTSOTs 20 års jubilæum, blev bandets sjette album, Peregrinus, indspillet hos Tue Madsen i Antfarm Studios i januar 2025, med planlagt udgivelse på Mighty Music senere i år. Albummets cover er tegnet af kunstneren Frederik Jensen, kendt fra det aarhusianske band Thus, og med fotos af prisvindende fotograf Lars Roed, som var med i det ripensiske dødsmetalband Everticum.
SVARTSOT er nu et etableret band på folkmetal-scenen såvel i Danmark som i udlandet og har spillet koncerter på festivaler og turnéer med flertallet af de allerstørste navne inden for folkmetalgenren og i store dele af Europa.
Bandet har spillet til Ragnarök Festival (DE), HRH Vikings (UK), Copenhell (DK), Roskilde Festival (DK), Motocultur (FR), Folk Summer Fest (RU), 70000 Tons of Metal (US), Sabaton Open Air (SE) og Metalfest (CZ) samt mange andre festivaler.
I 2024 har SVARTSOT spillet Næstved Metal Festival (DK), Graspop Metal Meeting (BE) og for anden gang på Wacken Open Air (DE). Bandet har opnået et ry som live-band med fansene i fokus, hvor koncerterne præges af den unikke oplevelse og fest til tonerne af den på én gang brutale, men melodiske folkmetal.
ONLY HUMAN
ONLY HUMAN er et progressivt metalband fra København. Med deres fusion af tunge, atmosfæriske riffs, tordnende trommer og dystre synthflader skaber de et musikalsk univers, som afbilder en fremtid på kanten af sammenbrud. Med deres seneste single “Steep Descent” — en eksplosiv forsmag på deres kommende album — markerer bandet sin opståen som en uomgængelig kraft på den danske progressive metal-scene.
Med et massivt og intens lydlandskab stiller ONLY HUMAN skarpe, fremtidskritiske spørgsmål om menneskets relation til progression og teknologisk udvikling. Deres musik graver dybt ned i hjørnerne af den eksistentielle afhængighed af evig effektivisering og stiller grundlæggende spørgsmål om magtforholdet mellem maskine og menneske.
|
Dato
lørdag 31. januar 2026
|
|
Arrangør |
FredericiaLive
|
Lokation |
Tøjhuset |
Start |
21:00 |
Dørene åbner |
20:00
|
Pladser |
Ståpladser |
Forsalg |
260,- |
Medlem |
230,- |
Dørsalg +25,- |
|