luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere
Padlock Chain

Padlock Chain

Dørene åbner kl. 19.30. Der bliver kø


Når Padlock Chain 18. januar 2020 rusker Tøjhuset igennem med deres skrammelrock, bliver det en ganske særlig aften.

Orkestret kan i 2020 nemlig fejre 25 års jubilæum. 25 år med den samme kærlighed til rock. 25 år med de samme fire venner. 25 år uden en eneste udskiftning.

”Ja, og 25 år med de samme numre. Der er i hvert fald stadig nogle tilbage fra de helt oprindelige sætlister. Det opdagede vi, da Kenneth for nylig fik ny bas-kuffert, og nogle af de gamle sætlister faldt ud – sammen med et kasettebånd, ingen af os har turde lytte…”, siger forsanger Peter Friis Autzen.

 

Det betyder, at koncerten i Tøjhuset bliver Padlock Chains sølvbryllup. Og det skal da fejres.

”Vi indleder The Very Extremely Huge Big Fantastic Tremendous Silverwedding Tour med åbningskoncerten på Tøjhuset. Med det navn forventer vi, at turnéen vil føre os rundt i hele verden i løbet af 2020 og 2021. Eller i hvert fald mindst til Taulov eller Bredstrup-Pjedsted. Men ingen skal tro, at tur-kulleren får os til at glemme, hvor det hele startede: En koncert på Det Bruunske Pakhus 23. marts 1996 – året efter at bandet fandt sammen i dets nuværende form,” siger Peter Friis Autzen.

 

Padlock Chain har altid haft en uhøjtidelig tilgang til det at spille rock.

”Det handler om energien. Og om at have noget sammen – både os fire med hinanden og med publikum. Helt uden pjat: At spille sammen, så det det spiller sammen med publikum… Ja, så spiller det sgu!! Det er stærkt vanedannende og ikke noget, man bare lige går væk fra. Vi har i hvert fald ikke kunne stoppe, siden vi begyndte. Og vi kan stadig huske den første aften på Pakhuset: En blandt publikum råbte hele aftenen på Tom Petty. Huset løb tør for fadøl. Og Christian havde købt sit helt nye trommesæt til netop den aften – det samme sæt han stadig spiller på,” siger Peter Friis Autzen.

 

Undervejs i de 25 år har bandet haft adskillige store oplevelser – nogle af dem på meget små spillesteder, nogle af dem på store:

”Vi spillede engang på en bodega i Kerteminde, hvor publikum trak ind i nabolokalet – hvor baren lå – og lukkede døren ind til os, så vi var mutters alene. Men bodegaen hyrede os alligevel igen og igen – vi gav jo travlhed i baren. På Hollywood Hardrock spillede vi, så husets store spejlkugle faldt ned – heldigvis uden at ramme nogen. På Super Rally fyldte vi et 5.000 mand stort telt og gik så langt over tid, at næste band var rasende og nær havde trukket stikket. Vi har spillet til private fester, der er gået helt amok. Vi har spillet i nabolokalet til fiiine bryllupper, hvorfra gæsterne langsomt sivede ind til vores skrammelrockfest og lod deres egen, mere formelle og kedelige fest løbe ud i sandet – selv brudeparret overgav sig til skrammelrocken. Vi har oplevet alle tænkelige former for tekniske sammenbrud på scenen og på vejen dertil. Vi har stået skulder ved skulder, hvis der var øretæver i luften. Vi har haft oplevelser, der fik os til at grine, indtil det gjorde ondt i maven. Og vi her haft oplevelser, som vi først kunne grine af mange år senere. Det har fananeme været fedt. Og vi er ikke færdige endnu – tværtimod: Vi er lige startet,” siger Peter Friis Autzen.

 

Kom og være med til at fejre Padlock Chains sølvbryllup lørdag 18. januar 2020. Koncerten begynder klokken 21. Dørene åbner klokken 19:30 – ikke før.

 

Entré: Minus fem kroner. Forsalg er ikke muligt.

 

Hvis nogen har en sang eller vil holde en tale, kan de skrive sig på listen i døren.

Dato
lørdag 18. januar 2020
Arrangør
FredericiaLive
Start
21:00
Dørene åbner
19:30
Pladser
Siddepladser
Entre: minus 5 kr.

Følg os på Instagram #TOJHUSETFREDERICIA


Find vej