luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere
Padlock Chain

Padlock Chain



Padlock Chain har fået en opfordring. Men de vender tilbage alligevel!

 

De uofficielle jyske mestre i skrammelrock, Padlock Chain, er tilbage. De populære drenge vender hjem til Tøjhuset med deres helt særlige koncertkoncept, hvor publikum risikerer at få blandet både humør, humor, tøhø'er og måske præmier i den velshakede rock-cocktail, der serveres ved enhver Padlock Chain-koncert. Med den blanding har bandet gennem årene knyttet et helt særligt bånd til publikum - og blandt publikum er der opstået fællesskaber, venskaber og sågar ægteskaber.

 

"Vi har altid elsket at lege med vennerne på Tøjhuset, som er et ganske særligt sted for os. I mange år har legen været sid-ned-koncerter, hvor vi har betalt hver gæst en femmer i døren. Det er ganske vist en hammerdårlig forretning, men det er denondenyleme sjovt. Så det gør vi igen," siger forsanger Peter Friis Autzen.

 

Sidst, Padlock Chain besøgte Tøjhuset, gav bandet efter for et decideret folkekrav om at lukke flere ind. "Så vi fjernede koncertsalens borde og stole for at få plads til ekstra mange ved en stående 25 års jubilæumskoncert. Salen var fuld af dejlige mennesker. Vi nød hvert et øjeblik, og festen kunne mærkes i huset og kroppen flere dage efter," siger guitarist Lars Dreymann.

 

Siden er Tøjhuset blevet bestormet, løbet over ende, belejret, omringet og spammet af henvendelser, ønsker og krav om, at Padlock Chain snart skal vende tilbage. Og mange har opfordret til at vende tilbage til det gamle koncert-koncept. 

 

"I disse inflations-tider er folk jo presset på økonomien - så de har brug for den femmer i døren. Eller også har de bare lyst til at sidde ned og have et bord at stille deres pilsnere på. Uanset hvad årsagen er: Vi bøjer os for folkekravet - det var i øvrigt også vores plan fra starten, at kun 25 års jubilæumskoncerten skulle være stående. Så det passer som hånd i handske, fod i hose, pilsner i flaske, siger Peter Friis Autzen.

 

Det betyder, at Padlock Chain 9. april går på scenen med en entrepris på minus fem kroner. Bandet opfordrer alle til at bruge pengene i baren. Både fordi det bidrager til foreningen Fredericia Live, og fordi det er vigtigt at holde væskebalancen ved lige. Ikke mindst, når man er til en svedig skrammelrockkoncert.

 

Koncerten går i gang klokken 21. Dørene åbnes klokken 19:30 - ikke før. Forsalg er ikke muligt.

 

Dato
lørdag 9. april 2022
Arrangør
FredericiaLive
Start
21:00
Dørene åbner
19:30
Pladser
Siddepladser
Dørsalg
-5,-

Følg os på Instagram #TOJHUSETFREDERICIA


Find vej