luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere
Nyhed Mathilde Falch (1)

Mathilde Falch (1)



MATHILDE FALCH
‘SOLEN BRÆNDER’
Den ‘Toppen af Poppen’-aktuelle sanger og sangskriver Mathilde Falch, der tidligere på året udgav sit femte studiealbum, ‘Solen Brænder’, melder klar til turné rundt i hele landet. Oprindelige idealer og drømme kæmper for overlevelse på dette album, som Mathilde selv beskriver som en afsked med ungdommen og en velkomst til voksenlivets faste rammer og rumsterende flyvske fantasier.
Coronaen har tvunget mange af os til at genopfinde os selv, revurdere gamle mønstre og finde nye måder at arbejde på. Således også Mathilde Falch, som pga. forsamlingsrestriktionerne i højere grad måtte skabe albummet ‘Solen Brænder’ i tosomhed med guitaristen og produceren Christian Ki (D/troit, Peppermint B) fremfor i samarbejde med det fulde band, som hun plejer. Med elektroniske elementer, programmerede beats og tråde til både soul og hiphop adskiller produktionen sig tydeligt fra hendes tidligere udgivelser. “Begrænsningerne gav mig ny inspiration, det gav det mig lyst til at synge på en lidt anden måde, end jeg har gjort før og til at flytte grænser i mig selv”, siger Mathilde om indspilningsprocessen. Den nyfundne musikalske selvtillid afspejles i de rå og upolerede vokaler, som danner forgrunden på det 10 numre lange album, der udkommer den 21. maj på Mathildes eget label ‘Just For The Record’.
NYE IMPULSER
Mathilde Falch er kendt for sin kompromisløse, vilde og sårbare psykologiske sangskrivning, og på ‘Solen Brænder’ tager hun igen bladet fra munden. Hun finder nye udgangspunkter i en mere moden livssituation som mor og ægtefælle på tiende år. Man fornemmer hurtigt, at Mathilde er fire år ældre, end da hun udgav den anmelderroste forgænger ‘Som Børn På Ny’ i 2017. Siden da er hun og husbonden Jesper Juhl blevet forældre til drengen Leo, der viste sig at døje med en alvorlig udgave af sygdommen refluks, og det har sat sit præg på dagligdagen og ikke mindst musikken:
“Han græd så meget, at han til tider fik næseblod af det, og hans krop krampede af smerter. Det ødelagde noget indeni os ikke at være i stand til at fjerne smerten fra vores barn, vores hjerter blev knust på ny hver dag og pladen er i høj grad også skrevet om de følelser, oplevelsen var omringet af. “Jeg tror aldrig jeg kan blive mig selv igen”
synger Mathilde i den intense “Suk”.
Det påvirker selvfølgelig også parforholdet, og det har tvunget os til at huske hinanden på mange af de ting, vi lovede hinanden i begyndelsen. Lære at elske hinanden og os selv som du nye mennesker som livets omstændigheder har gjort os til, forklarer Mathilde. ” Titelsangen “Solen Brænder” er en sang fuld af løfter og er ønsket om at forblive hinandens klippe og kærlighed.
For Mathilde er sangskrivningen et frirum, hvor hun for alvor får afløb for de frustrationer, som følger med så livsændrende en oplevelse. “Du er ikke hvad du var, men hvad du bevæger dig imod”, husker Mathilde os dog på i teksten til singlen ‘Før Vi Mister Forstanden’, der i øjeblikket spilles flittigt på P4 som optakt til pladeudgivelsen. Dermed afslører hun en flig af den sprudlende optimisme flabede livsglæde, der i den grad også kendetegner hende som menneske.
Pladen rummer ligeledes et udsyn på den verden, som Mathildegennem sit engagement i Landsforeningen SIND, Red Barnet, Projekt Hjemløs og De Vildeste Fugle-initiativet ynder at medvirke i og påvirke. I sange som “Frihed” og “Stå Selv” retter hun en skarp kritik mod de magtstrukturer, som blandt Black Lives Matter-bevægelsen og Meetoo-bevægelsen gennem den seneste tid har italesat.
FREMTIDEN KALDER
Indtil videre har den nyfundne musikalske retning virkelig givet pote. Singleforløberne ‘Suk’ og ‘Mellem mig og Gud’ har været i heftig rotation på både P6 og P4, og for nylig blev hun inviteret til at deltage i den kommende sæson af danskernes yndlingsmusikprogram ‘Toppen Af Poppen’, der i skrivende stund optages i Mols Bjerge og sendes til efteråret på TV2.
Mathilde har opbygget sin karriere på gammeldags manér siden hun udsendte sin første single i 2009. Hun har i mange år været en af landets mest flittige tounerende. De seneste par år har karrieren haft en stødt opadgående kurve, og så snart der lempes på restriktionerne, vil man på live-fronten opleve en Mathilde Falch med sit rockband eller i andre formater i højeste gear på den omfattende turné, der er programsat. Mathilde Falch har også skiftet bookingbureau og bliver nu repræsenteret af PDH Music.
Mathilde Falch får besøg af det lokale kor Dís på scenen i Fredericia d. 8. april
Dís er et kor bestående af tolv kvinder med tilknytning til Fredericia, med stor passion for sang og musik. Deres repertoire spænder fra afrocubanske sange over amerikansk folk til ny dansk pop og rock. Kirstine Kjærulff Ravn der er underviser på Den Kreative Skole, skulle en dag under en corona nedlukning ud og aflevere en trompet til sin elev. Her faldt hun i snak med elevens mor Karen, og de blev enige om at de savnede at synge sammen med nogle. Det blev starten på gruppen, hvor de hver især har håndplukket medlemmer de ønskede at synge med. Vi er en blandet flok, men alle har en del erfaring med at synge. Flere i gruppen er musiklærere. Første gang gruppen mødtes var i april 2021. 

Aftalen med Mathilde Falch opstod i et forum for kvindelige musikere. Her tilbød Mathilde at sangere fra de byer hun tager på turné i dette forår, kunne komme på som korsangere. Kirstine var hurtig og tilbød Mathilde en hel vokalgruppe, da hun lige kunne se og høre for sig at Dís ville passe perfekt ind. De skal synge med på tre sange - Mellem mig og Gud, Ild i min røg og Planken ud. Tre sange Dís virkelig er kommet til at holde af. De har selv skulle stå for at lave korarrangementer, så det har været sjovt. Nogle steder synger de unisont og andre steder er der 5 stemmer. De håber Mathilde bliver glad for det, og mødes første gang med bandet på selve aftenen. Det bliver meget spændende at sætte det hele sammen!

Dato
fredag 8. april 2022
Arrangør
FredericiaLive
Start
21:00
Dørene åbner
20:00
Pladser
Siddepladser
Forsalg
195,-
Medlem/studiekort
165,-
Dørsalg +25
Køb billet

Følg os på Instagram #TOJHUSETFREDERICIA


Find vej